Når vi skal fortælle noget om Tyrkiet, kan vi skrive hele bøger om landets betydning gennem historien og alt det spændende, der er at se – om ruinbyen Efesos og Jomfru Maria, om Troja, Homers Illiaden og den første by Çatal Höyük, om sultanerne og om Aspendosteatrets fine akustik.

Vi kan skrive vidt og bredt om landets smukke natur – om Pamukkales hvide bassiner, Kappadokiens hemmelighedsfulde landsbyer og de brede sandstrande og høje bjerge hele vejen rundt langs kysten. En beskrivelse af Tyrkiet, som det ser ud i dag ville komme ind på Mustafa Kemals eller ”Atatürks” betydning for landet, dæmningen over floden Eufrat i det østlige Tyrkiet og sidst - men ikke mindst - om et kontrastfuldt land i en rivende udvikling.

Tyrkiets landareal er på ca. 780.000 kvadratkilometer - det vil sige ca. 17 gange så stort som Danmark. Som det af de få lande ligger det på to kontinenter - Europa og Asien. Mod nord strækker de Pontiske bjerge sig langs Sortehavets kyst, hvor jorden pga. den rigelige nedbør i efterårs- og vintermånederne er meget frugtbar.

 Mod syd ud til Middelhavet ligger Taurus bjergene. Her kan Tyrkiet mere end noget andet land ved Middelhavet byde på smukke og uspolerede kyststrækninger - brede sandstrande afbrudt af høje klipper. I det østlige Tyrkiet forenes de Pontiske bjerge og Taurus bjergene i et uvejsomt terræn og en barsk natur. Mod vest opløses de to store bjergkæder i Ægæerhavet i et utal af bugter og småøer. Her skal landet også opleves fra søsiden. Det centrale Tyrkiet er kun spredt befolket. Her græsser fårene og der dyrkes hvede.

Tyrkerne siger selv om deres land, at da osmannerne efter 1566 var på tilbagetog, beholdt de kun det allermest natursmukke og det historisk vigtigste af deres ellers så store besiddelser – og både smukt og spændende er det.